Tænk, hvis man kunne være barn igen….

Har her til aften iagttaget mine unger, og hvor ville jeg dog gerne prøve at være deres alder igen…. Ingen bekymringer, ingen ansvar, ingen forpligtigelser – eneste bekymring er, hvad aftensmaden lyder på 🙂 Det er nok ikke unormalt, at vi mennesker ved et årsskifte tænker over det forgangne år, og forstiller os hvad det nye år vil bringe. Tiden flyver afsted, og vi når dårlig at følge med. Livet går alt for hurtigt. Jeg lytter til Nova FM om morgenen, de få minutter jeg sidder i bilen på vej til arbejde, og der kørte her op til jul en reklame, hvor de oplyste hvor mange timer vi i livet bruger på bekymringer – 5 år!!!! Det er satme sindsygt… Hvordan de har regnet det ud, ved jeg ikke, og om det passer ved jeg heller ikke, men det er sgu nok meget rigtigt. Bekymringer om at fejle som mor, hustru, forbillede, blive tyk, sine børn, forældre, familie, miste sit arbejde, sit hjem osv.! Shit, jeg bekymre mig i grunden om mange ting 🙂

Seneste bekymring, som også fylder enormt meget, da jeg præcis for 2 år siden, sad i samme situation, som jeg gør nu, er mit startnummer til KMD IM CPH. Dengang var årsagen dog en anden, men historien har ikke ændret sig det store…. For 2 år siden trak jeg mit nummer tilbage, fordi det gik op for mig, at det ville blive en umulig opgave for os som familie, at vi begge stillede til start til stævnet. På dagen ville det ikke være noget problem, men træningen op til ville blive umulig – vi ville ikke være sammen som familie i flere måneder, og det ville jeg ikke byde ungerne. At deltage i en halv ironman er ikke nær så krævende som en hel, så derfor gav jeg plads til, at Henrik kunne få sin drøm opfyldt. Nu sidder jeg her 2 år senere, og denne gang er det en indre kamp jeg slås med. Jeg har et brændende ønske om, at gennemføre en fuld ironman, og kender mig selv godt nok til, at jeg også ville gøre det, hvis jeg stillede til start, men om det er dét værd bagefter, det er her tvivlen kommer! Mit helbred kommer i første række, og jeg er usikker på, om jeg er villig til at betale den pris for 12-13 timers kamp mod målstregen….

Jeg er den sidste måneds tid begyndt at vende tilbage til træningsprogrammet, også selvom jeg ikke har “fået lov” af kiropraktoren, men hvorfor skal han i grunden bestemme, hvad jeg skal og ikke skal. Der er ikke sket den store udvikling eller sket mirakler i de måneder, jeg gik hos ham, og da jeg ikke har fået skiftet sengen ud, så har jeg ingen ide om, han har ret i, at det ville være miraklet for mig. Jeg er status quo, og forsøger derfor stille og roligt at komme tilbage, hvor jeg slap. Jeg har taget mine erfaringer med mig, og kan p.t. ikke lave interval løb, da det går for meget i baglåret, så løber egentlig bare jævnt løb lige nu. Cykling går egentlig ok, så længe jeg ikke trækker for meget – det går direkte i ryggen, så det har jeg også fuldt fokus på. Svømningen er trappet lidt ned igen, eftersom jeg nu er startet med at løbe og cykle igen, og har også her gjort mine erfaringer.  Efter 45 min. i vandet begynder jeg at få problemer med ryggen, så det begrænser sig lidt det hele. Ja, jeg burde smide det hele i vasken, men jeg har lige et par måneder endnu til at beslutte mig endeligt. Lige nu stræber jeg mod Mallorca d.7.maj, og så ser vi hvad der sker. Modet er ikke på sit højeste, men hvad er det egentlig, jeg gerne vil? Jeg vil gerne stille til start, og komme helskindet gennem løbet, og så er det i grunden lige gyldig, hvad tiden siger, når jeg rammer målstregen. Jeg har fortsat en mission om, at det skal være sjovt at deltage, få en fed oplevelse og have overskud hele vejen rundt på løbet. Ja, det er for nogle naivt og tåbeligt, men med de udfordringer jeg har, så er jeg bare glad for, at kunne være med.

LIvet er sgu noget sjovt noget. Det handler om til- og fravalg hele tiden. Jeg er meget spændt på, hvordan 2016 vil arte sig. Jeg har MINE ønsker og forestillinger – glæder mig til at se, hvordan månederne udvikler sig. GODT NYTÅR ❤️