En ubehagelig oplevelse…..

Mandag var dagen, jeg havde besluttet mig for, at det skulle være slut med at tage Pelle på arbejde, men i stedet bruge cyklen eller mig selv som transportmiddel. De sidste par uger har træningsmæssigt været langt under middel (i min verden), så hvis jeg skulle få hul på den byld, med bare tage bilen, og drøne af sted, så skulle det være nu! Ungerne blev sat i cykelvognen, lygterne var sat på og jeg var klar – kunne bare ikke finde min hjeml….. Jeg var sent på den, så tog chancen, og kørte uden! Det skulle jeg aldrig have gjort 🙁
For enden af vores vej ser jeg til min skræk, at vejen er en stor skøjtebane!! Jeg forsøgte mig at bremse, og før jeg nåede at sige F…, så lå jeg lige så “lang” jeg var, og i faldet kan jeg bare høre, hvordan Naja råber til mig: Neeeeejjjjj moaaaarrrrrr! Jeg slog hovedet ned i jorden, slog min hofte og skulder, og da jeg satte mig op, kunne jeg mærke, jeg var godt rundtosset. Jeg fumlede efter min telefon i tasken, og fik ringet Henrik op. 2 sek efter stod han der, og hjalp mig hjem med ungerne og cyklen. Jeg tuede og tuede, og kan stadig blive helt rørt ved tanken…. Shit, hvor var jeg heldig, at der ikk skete mere!!! Jeg blev hjemme mandag og tirsdag, da jeg var så smadret og øm i hele kroppen. Tankerne har fløjet højt, og må sige, at jeg nærmest ikk magter noget! Så min plan om en ny begyndelse, blev vist udskudt et par dage 🙂
I morgen starter et nyt år for mig, og jeg tænker, at jeg vil prøve igen. Denne gang bliver det “bare” med en morgen løbetur, for at starte året frisk, godt og få noget ud af dagen! Motivationen er nærmest ikke eksisterende p.t., og med mandagens episode i baghovedet, er jeg blevet noget af en bangebuks…. Jeg har fået enormt respekt for is og glatte veje, og mit lille styrt vil sidde længe i mig. Op på hesten igen, ikk?

20140205-205420.jpg