Vi fortryder aldrig….

Tænk sig at jeg i en alder af 36 begynder at filosofere over livet og dets værdier! Det gør jeg i grunden tit, men det er sjældent, jeg som i dag, skriver det ned Jeg har født 3 børn, og mens jeg i går aftes gav seneste skud på stammen flaske, løb tankerne og følelserne rundt i hovedet på mig- hvor er livet i grunden fantastisk og samtidig utaknemligt. At føde et barn er det hårdeste jeg nogen sinde har prøvet (hvorfor har jeg så gjort det 3 gange, kan man så undre sig 🙂 ), og at blive mor/far er det største man som menneske kan forestille sig! Følelsen KAN ikke beskrives – det skal opleves, for intet slår dette. Det troede jeg, før jeg blev mor, jeg kunne forstå og sætte mig ind i, men nej – ens eget barn (og børn) er det dyrebareste vi har!

Jeg forstår stadig ikke, hvordan 2 mennesker kan lave et nyt liv, som “gror” inde i en mave, for at komme ud i verden og blive stor og stærk. Det er så unik og fantastisk! Den lykke to mennesker får sammen under en fødsel, er for vild. En ting er, at vi kvinder får fornøjelsen af, at bære barnet i 9 måneder, men at være sammen om modtagelsen af barnet, kan både være smukt, men også være en sindsyg prøve for parforholdet 😀 Følelserne der løber gennem kroppen på en, efter at have fået sit spædbarn op på ens bryst efter den hårdeste kamp i ens liv, er helt speciel. Man er lettet over, smertehelvedet er stoppet, og spændt på at lære den lille ny at kende, samtidig med tankerne flyver rundt i hovedet: Hvordan hulan gør man? Hvad er det jeg har rodet mig ud i? Hvordan får jeg ham/hende til at stoppe med at græde? Hvor er brugsforvirringen?

Det lyder måske tosset, men da jeg ventede Naja (vores 1.) tænkte jeg nok ikke så meget over tingene. Graviditeten gik vildt stærkt, og fik nok ikke nydt den så meget, som jeg “burde” (Henrik og jeg havde kendt hinanden i 8 måneder, da jeg blev gravid). Vi boede i Schweiz, og der skete generelt bare rigtig mange ting. Fødslen husker jeg egentlig heller ikke så meget af, andet end det sæføli gjorde p**** ondt, og vi begge blev overvældet af lykke, da hun kom ud til os. Inden vi så os om, så var jeg gravid igen, og den graviditet nød jeg overhovedet ikke – dunken var møgirriterende, og var hele tiden i vejen, da Naja jo stadig bare var en lille pige, der ikke kunne klare sig selv. Vi nåede lige at flytte til DK, inden jeg fødte Liam, og herefter så kørte “hamsterhjulet” vist bare…. De første 2-3 år var sindsyg hårde! Og tanken om flere børn eksisterede ikke. Jeg har altid haft det sådan her: “Jeg har 2 arme og 2 hænder – argo jeg skal ikke have 3 børn!”.

For 3 år siden (her var Naja og Liam 3 og 4 år) begyndte vi at snakke, om vi nu også var færdige med at lave babyer…. Vi var en aften ude og nyde tosomheden på Tyrstrup Kro, og sad ved siden af et par, der havde mistet en søn. Det var en sørgelig historie, og jeg glemmer aldrig den sætning, de sluttede af med “Vi fortryder kun de børn, vi IKKE får!”. Derfor prøvede vi igen, og jeg blev forholdsvis hurtigt gravid, men mistede desværre indenfor de første 3 måneder, men da kroppen ikke ville slippe fostret, måtte jeg ind og have en udskrabning (fuld narkose) i 14.uge. Det tog ret hårdt på mig, og jeg gik fuldstændig i baglås og smed alt ud, som jeg havde gemt. Det måtte være skæbnen, at barnet valgte os fra!

Heldigvis besluttede vi 2 år senere at prøve igen, og nu kan jeg nemlig lave håndsrækning på den sætning, som parret på Tyrstrup Kro sagde. Ja, det er pisse hårdt med 3 børn, og ja, vi vores familie bliver ofte sat på prøve, og ja, jeg mangler ALTID en ekstra arm, og ja, gu’ savner jeg at kunne træne op til tri-stævner, MEN beslutningen om, at få Lukas, fortryder jeg aldrig! Ungerne elsker ham mere og mere for hver dag (det gjorde de vist ikke helt i starten), og selvom jeg er meget selv med dem, så får vi det til at fungere. Lukas kræver enormt meget af mig, og er enormt ringe til at ligge selv, så Naja og Liam hjælper mig så godt de kan, når jeg fx. skal lave mad, eller ved puttetid, når Henrik ikke er hjemme. Alle familier har deres udfordringer og kampe – ingen er perfekte 🙂

Som forældre følger der “desværre” også en anden træls ting med, nemlig evig bekymring…. Burhan G har udgivet en sang i hans seneste album, som hedder “Pas på pigerne” og den rammer bare helt rigtigt!! Lige så lykkelig jeg er for at se vores børn vokse op, lige så skræmt og bekymret kan jeg være for, hvad det er for en verden, der venter dem derude. Jeg kan ikke passe på dem for evigt, men jeg håber virkelig, at vi gør vores job godt nok til, at de føler sig trygge til at begive sig ud i den store verden selv engang (også selvom Liam siger, han aldrig flytter hjemmefra – med mindre han kan flytte ind i naboens hus, så han altid er tæt på os 🙂 ). Der findes så mange syge mennesker “derude”, som jeg aldrig håber, vil gøre eller påvirke vores unger noget. Den tid, den “sorg”, når jeg skal give slip.

Om 5 dage skrider vi ned i varme og vil få en smagsprøve på, at være sammen alle 5 døgnet rundt, inden vi om 1 1/2 måned tager 4 uger til USA på roadtrip.Jeg glæder mig!! Jeg forsøger ikke, at lade Lukas være en hindring for, vi skal forskellige ting, men der kommer bare helt automatisk nogle begrænsninger, som vi skal forholde os til, da han er et lille menneske med utrolig mange følelser, der har det bedst med lidt faste rammer. Glæder mig også til at gense alle de super seje atleter, vi har stiftet bekendtskab med gennem sporten, og sæføli til at løbe over målstregen sammen med de to seje tøser Alexia og Jeanett som “Danish Dynamite”. Vi seeeessssssssss!