Det var ren overlevelse !

Formålet med at tage til Mallorca 70.3 igen i 2016 var at få en god start på sæsonen, og gentage succesen fra 2015 med en dejlig familieferie kombineret med den sport, både Tanja og jeg elsker at være en del af. I 2015 ankom vi onsdag, kørte race lørdag og rejste hjem igen onsdag. Der var super godt vejr hele ugen, og racet blev afviklet under de mest optimale forhold. Måske endda lidt for varmt, som kostede lidt på løbet! Det skulle blive anderledes i 2016!

Vi ankom mandag middag, kørte race lørdag og rejste hjem igen mandag. De første dage op til racet var der rigtig godt vejr og jeg fik nogle rigtig gode træningspas i banken. Jeg kørte flere watt på stigningerne end, jeg tidligere har gjort – følte mig stadig godt tilpas, og løb nogle rigtig gode løb efterfølgende. Det fik ambitionerne til racet til at blive rigtig store, fordi formen viste gode takter og træningen generelt har forløbet rigtig godt henover vinteren. Der lå bare lige en joker og lurede – vejrudsigten blev ved med at sige 30mm regn og lave temperaturer. Jeg er født optimist, så det gad jeg egentlig ikke fokusere på – den spanske vejrtjeneste laver det nok om! Det gjorde de ikke. De skal have ros for at være gode til at forudsige vejret!
Min coach, Martin Melcher fra Train & Simple, var selv dernede, da han også var tilmeldt racet. Vi gik torsdag aften en tur en halv times tid og snakkede om forventninger til løbet. Det var vigtigt for Martin at lade mig vide, det ville være helt ok med ham, hvis jeg valgte ikke at køre racet! De tanker havde han selv. Mit store mål for sæsonen er Challenge Roth d. 17. juli, og med den vejrudsigt, så kunne det gå hen at blive ret farligt at køre racet. Nedkørslen fra Lluc er ret teknisk, og med våd asfalt og 3500 tilmeldte atleter til verdens største 70.3 race, hvoraf ca 1500 er debutanter, så er der tale om en farlig cocktail. Martin har vist sig som en super god coach, som ikke kun presser mig i den daglige træning og holder øje med min performance, men virkelig også bare er et godt menneske med syn for detaljen og fokus på, jeg også har en familie. Han fik yderligere respekt gennem vores snak omkring forventninger til racet. Jeg må indrømme, jeg ikke havde skænket det en tanke ikke at deltage! Så må jeg køre efter forholdene, for det gælder jo samme vilkår for alle deltagere.
Jeg kører typisk ikke race mod de andre, men udelukkende mod mig selv. Jeg kører for at forbedre min tid fra sidst, og det var også tanken til Mallorca 70.3. Det blev ikke udfaldet. Jeg kørte 4:53 i 2015, og endte med 5:09 i år. Jeg føler mig bedre cyklende og bedre løbende – det har træningen også vist; svøm ligger nogenlunde på niveauet det sidste år. Jeg forsøger at lade være at kigge på tiden, men mere se på selve racet, hvordan det forløber, og så har jeg en tro på, jeg kan fyre den af og “åbne op”, når det bliver nødvendigt. Det gik bare slet ikke som forventet og håbet, og det blev jeg mållinjen, vildt skuffet over.
Strategien var at lægge jævnt hårdt ud, og med rullende start, så forventede jeg ikke at komme i kamp med mange svømmere. Det gjorde jeg dog. Jeg svømmede 30:24 og måtte udenom en del, der vist havde stillet sig i den forkerte boks – jeg kom også i nærkamp med en del brandmænd, der stadig ses minder af på mine underben. Jeg blev brændt både på hænder og fødder. Får tjekket uret, da jeg løber op, godt 30min – nå ja, det er vel ok, vejret og forholdene taget i betragtning. Op finde min pose med min Fusion Speedtop, som jeg forsøgte at få på i nogle sekunder; det havde jeg slet ikke tålmodighed til, så jeg tænkte, “fuck det – det klarer op på turen, og jeg får varmen” – det gjorde det ikke, og jeg fik ikke varmen. Der er ikke meget fedt på min krop til at isolere mod kulden, så jeg klaprede tænder hele vejen til stigningen startede efter Pollenca startede. Jeg var også ved at ryge på røven i en rundkørslen, fordi der var meget vand. Jeg siger jer – jeg har aldrig kørt i sådan regnvejr. Som jeg skrev på en Facebook opdatering om morgenen, så havde jeg nok valgt svømmehallen, hometraineren og løbebåndet, hvis det bare var træning. Jeg tror aldrig, det har regnet SÅ meget på Mallorca før. Jeg forsøger hele vejen på cyklen at trykke godt til, men jeg kan ikke koncentrere mig om at holde øje med mine watt, og jeg klamrer mig til styret, når jeg kan. Specielt nedkørslen blev slem. Jeg frøs som en lille hund og tænderne klaprede igen. Jeg gør hvad jeg kan, for at passe på ikke at styrte, og det betyder farten bliver derefter. Endelig nede på flad vej, og jeg kører, det bedste jeg har lært – men jeg kan ikke få hul igennem. Min krop er kold og mentalt er jeg presset.
Jeg tænker, “du skal bare ind og stille cyklen, så er du hjemme – løbet er din styrke” – der kom bare aldrig hul igennem til benene. Jeg løber forbi Martin, der har valgt at være tilskuer på dagen, og han løber lidt med mig. Jeg får fremstammet, “jeg løber 4:15-4:20, og jeg lige mærker efter” Vi havde talt om, jeg kunne ligge omkring 4:00, så han sagde, “knæk den over i to, du kan godt”… det håbede jeg også på, men maven begyndte at lave knuder og jeg måtte stoppe og tisse to gange, selvom jeg havde tisset på cyklen to gange også – det varmer så rart i regnvejret. Men jeg må træne det noget mere, for jeg fik nærmest krampe i baglåret – det er lidt udfordrende at åbne for hanen, når automatikken prøver at slå fra. Til sidst kæmper jeg for at holde pace 5:00, og det er ikke fordi min puls er høj – jeg kæmper for at holde varmen og mit mål bliver at komme ind under 1:40 på løbet. Jeg løber ind på 1:40:03 !
For første gang falder jeg om, lige da jeg kommer på den anden side af målstregen. De sidste kilometer tænker jeg, “idag må det være min tur til at komme i medical teltet”, jeg er helt færdig. Men der er åbenbart pres på teltet, så det bliver jeg ikke tilbudt. Jeg får udleveret et varmetæppe, da jeg kommer på benene igen, og går så mod udlevering af den hvide pose med varmt og tørt tøj. Spanierne har bare slet ikke styr på poserne, og de har ikke fået hængt dem op i numeriske orden! Jeg venter 30 min og smutter over at få lidt massage imens, de leder videre. Kommer tilbage efter 40 min og de leder lidt igen. Der står nu endnu flere og venter på deres poser, men de kan ikke finde min.
Jeg fryser, og tårerne presser sig på, for jeg ved ærligt ikke, hvor Tanja er. Er hun kommet videre fra svøm? Er hun stadig ude at cykle? Løber hun? Har hun brug for min støtte? og hvor er ungerne og mine forældre? Jeg kan ikke rumme, at jeg ikke kan komme væk i tørt og varmt tøj – og min telefon ligger i den hvide pose. Personalet foreslår jeg går ud og får lidt at spise og kommer tilbage om en halv times tid ! De kan ikke gøre noget. Det regner stadig og jeg fryser helt vildt; og jeg kan ikke komme i kontakt med nogen. Jeg bevæger mig ud og får lidt pasta og et glas cola. Får også guffet en chokolade-muffin i mig. Går ud til løberuten og efter lidt tid kommer Tanja løbende! Her har hun løbet ca 7km. Får stoppet hende, giver hende et kram og et kys – får sagt, “hvor er du sej skat” – og hun løber videre. Der kommer et par tårer, og jeg går alene om bag afspærringerne igen. De finder nu min hvide pose efter yderligere 20 min, og jeg får klædt om, så hurtigt jeg kan. Jeg finder min telefon og finder app’en frem, så jeg kan følge Tanja, og får skrevet til mine forældre.
13138736_10154227534773809_1158348839556628257_n
Jeg møder Jimmy, Nikolaj og Alexia og bevæger mig imod de løbende atleter, så jeg kan finde og følges med Tanja det sidste stykke i mål. Vi løber de sidste 400m hånd i hånd, men jeg kan ikke komme med over målstregen igen, så jeg må udenom afspærringerne og ind af bagvejen, for at finde Tanja igen. Endelig er vi i hinandens arme igen. Jeg kom i mål 3 timer før hende, fordi jeg startede 1 time før og kommer i mål i en tid 2 timer hurtigere. Vi går ind i de her tossede projekter sammen og hun og ungerne er min energi, når det gør ondt. Mallorca 70.3 2016 var en hård nyser! Spørgmålene melder sig, “er det dét værd?”, “gider jeg udsætte mig selv og min familie for de her forhold?” “har jeg så ondt i mit højre knæ, at jeg burde holde en pause?” Det er som om mit knæ låser – ikke bare, når jeg løber i de her temperaturer, men også i dagene bagefter, halter jeg lidt. Men efter nogle dage er det fint igen, og når forholdene er gode, vejret er godt, flowet på cyklen har været godt, så løber jeg uden problemer omkring pace 4:00, og mine intervalløb og rolige løb, klarer jeg også fint. Kan jeg køre Roth? og kan jeg indfri mit mål om at sætte ny PR, dvs. hurtigere end 9:43 fra IM CPH i 2014? Det er stadig mit mål, og det vil jeg gå efter. Jeg lytter til min krop, og jeg ved min coach tager de hensyn, der skal til, for min familie og min krop – og han investerer det i mig, der skal til, for jeg står helt knivskarp til Roth d. 17. juli !
Planen er at køre 1/4 IM distance i Haderslev d. 29. maj, 1/2 IM distance til Øresund d. 26. juni og så Challenge Roth d. 17. juli – herefter videre på 3 ugers sommerferie, og så kan det da være, sæsonen sluttes af med Challenge Fredericia i august, hvis lysten er til det. Ellers var det vist sæson 2016.
Mallorca 70.3 var en lærestreg og under de forhold er jeg glad for, jeg gennemførte – det kan ikke blive værre forhold! I Roth skal solen bare skinne! Please! Jeg er fan af processen frem mod stævnerne. Jeg elsker at træne og forbedre mig. Se min krop udvikle sig og min form rykke sig. Jeg elsker det fællesskab, der opstår til stævnerne og de venner og bekendtskaber, der opstår. Jeg er taknemmelig for den respons, der er fra alle derude, der følger Tanjas og mine bedrifter, vores støtte fra familie og venner, der ikke altid forstår os – og de derude, der støtter os med produkter, der er med til at gøre vores træning til en leg og muliggøre vores drømme og ambitioner.
img_2442.jpg