2017 – alt andet end tri!

Der har været temmelig stille her på bloggen hos “tri-tosserne”, men årsagen er enkelt: Døgnet er blevet endnu kortere, efter Lukas kom til verden 24.11.16
Jeg har slet ikke haft tid til at skrive omkring fødslen, men NU ser det lysere ud her i familien, og overskuddet til andet end spise, amme, skifte ble, bade, ordne vasketøj, gøre rent, lave mad, hente & bringe de store børn og holde jul/nytår og senest fødselsdag er stille og roligt på vej tilbage 😀 Jeg keder mig ikke – lad mig sige det sådan!
Lukas’ ankomst tog lidt fusen på mig. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig/regnet med, men syntes godt nok det var hårdt!!! Veerne startede kl.03 torsdag morgen, da jeg var gået 2 dage over, og efter at have taget tid i sengen 1 times tid, stod jeg op. Sagde stille til Henrik, at der var ved at ske noget, men han kunne sagtens sove videre – yeah right. Det havde jeg nok heller ikke selv kunnet, med den besked 😉 Så der sad jeg kl.04.30 om morgenen, og spiste voldsomt meget havregryn med sukker (har jeg så aldrig gjort før!?!) med 7 minutter mellem veerne. Det smagte fantastisk 🙂
Jeg havde lidt pres over, at Naja og Liam skulle se mig med veer, så ringede til fødegangen for lige at høre, hvornår de ville se mig. “Først når veerne varer 1 min og er tiltagende”. Herefter forsvandt alle tegn på veer, og vi fortsatte morgenen som om intet var hændt. Ungerne blev afleveret, og vi gik en tur i brugsen (Henrik arbejdede hjemme just in case). Da vi kom hjem, var slimproppen gået, og jeg havde en masse plukveer på gåturen. Der kom veer i tide og utide, og kl.10.30 besluttede jeg må for at tage en lur – ingen vidste om det ville tage hele natten….. Først kl.13.30 kom veerne sådan for alvor tilbage, og kl.14 var der kun 3 (!!!!) minutter imellem! Svigerforældrene blev kontaktet, så de tog sig af Naja og Liam, og fødegangen ville gerne undersøge mig – kl.15.15 pga vagtskifte. Fedest; NU skete der noget – troede jeg…. Så snart vi ramte fødegangen, forsvandt alle veer!!!! WTF?!?
Lang historie lidt kortere, så blev jeg sendt ud for at gå, da jeg var meget tæt på, at kunne blive indlagt. Vi tog derfor en tur i storcentret, drak en lææææækker kaffe på Baresso og gik lidt rundt i centret (jeg måtte holde pause hver 5.minut pga veer 😛 ). Tilbage på fødegangen til observation – herefter måtte vi blive. Lukas’ puls var bemærkelsesværdig høj, så der blev virkelig holdt øje med ham. 1 1/2 time efter tog de vandet, hvilket hjalp på pulsen, og SÅ var det ellers et stort smerteh***** i 1 1/2 time 🙁 Pressefasen var sindsyg hård – måtte have ilt – og ved 2. sidste pres, kom hans hoved ud, og jeg kunne høre ham tage spring til at græde…. Troede aldrig den næste ve kom!!!! Jeg følte det som om, mit hoved var ved at eksplodere og underliv ved at revne, og var overbevist om, det endte galt, men ved sidste ve smuttede han ud, og alle smerter forsvandt på et splitsekund. Det er simpelthen for vildt, og lige fantastisk hver gang. Jeg gør det dog ALDRIG igen 😀
Ugerne efter kan jeg nærmest ikke huske, da jeg ikke lavede andet end at amme, skifte ble og forsøge at sove de 45-60 min. han max sov ad gangen. Der var lige nogle enkelte dage, hvor han tog sig en voldsom god middagslur, men der havde vi enten gæster eller var ude på tur…. Og lige som jeg bedst tror, jeg har knækket koden, og der er kommet rutiner, så mener Lukas noget andet 😉 Naja har i dén grad taget storesøster-rollen på sig (måske liiiiidt for meget og er blevet “minimor”), men det er jo kun af kærlighed hun gør det, og giver mig råd 😀 Liam har vi vores udfordringer med, men det kan både være en blanding af, at han nu er i midten, og ikke rigtig kan finde sin plads, er gået fra at være mors lille dreng til nu at skulle være stor og ikke føle, han kan sidde på mit skød…. Det har været utrolig hårdt for ham (og er det stadig), men vi kommer mere og mere den rigtige vej hen. Nu er han også blevet 6 år, hvilket OGSÅ betyder tigerspring – det anede jeg ikke, de kunne få i den alder – og lige om lidt skal han starte i skole. Han elsker sin lillebror overalt på jorden, også selvom han nogle gange syntes han er træls, fordi han tager så meget af min tid…..
NL svømmeren

2017 bliver et år, hvor vi IKKE kommer til at deltage i diverse tristævner. Vi kan på ingen måde forsvare det over for nogle af børnene, og vil heller ikke, så året bliver i stedet fyldt med oplevelser på den ene eller den anden måde. Henrik har netop booket en “solo-skitur” til Frankrig med Naja og Liam i marts, så de kan få noget kvali-tid sammen, mens jeg og Lukas bliver hjemme. Så skal vi til Schweiz og besøge vores gode venner for sidste gang, og sommerferien byder på 4 uger sammen enten her i DK eller måske i Thailand – det har vi ikke besluttet endnu. Det bliver helt fantastisk!
Henrik døjer fortsat med sin knæskade, som han for alvor fik at mærke på diverse stævner sidste år. Prisen får han i dén grad lov til at betale nu…. Der er p.t. ingen udsigt til han kommer til at løbe det her år! Det tager en evighed, at få bygget de sener op, som er revet over. Derfor er det endnu mere oplagt, at vi ikke skal lave nogle løb i dette år. Jeg har dog tilmeldt mig Lillebælt halvmaraton her til maj og så Broløbet til september (også halvmaraton). Jeg startede forholdvis tidligt med at løbe efter fødslen, og kan sagtens træne mig op til det uden det på nogen måde går ud over nogle af os. Jeg løber som regel, når Lukas sover formiddagslur, da han godt kan lide at vugges i søvn. Det glæder jeg mig til! Jeg ville dog lyve, hvis jeg sagde, at jeg IKKE savnede at dyrke tri, men hver ting til sin tid -jeg kan lave comeback når jeg bliver 40 eller 45 😀 Næste projekt er BARNEDÅB ❤️

Ha’ det fantastisk til jeg vender tilbage 😉