Challenge Danmark set med mine øjne

På en og samme tid elsker og frygter jeg stævnerne. Frygter er måske så meget sagt, men jeg respekterer dem, og er altid meget spændt. Spændt på at komme ud og se, hvad formen er til og hvad kroppen responderer på. Det hører sig til, og det er de samme ting der rumsterer i tankerne. Hvor meget gas skal den ha’? Helst så meget som muligt, men samtidig med respekt for, hvad motoren kan holde til. Jeg har efterhånden deltaget i så mange stævner, at jeg har helt styr på forberedelserne med pakning af udstyr hjemmefra, pakning og aflevering af poser – og alligevel vil min hustru formentlig sige, at jeg er lige forvirret hver gang. Jeg har brug for tid alene med min cykel, og til at studere svømmestart og sådan nogle ting. Jeg går på en måde ind i mig selv – det er mit race-mode. Og jeg elsker stemningen og mine egne forventninger. Jeg er ikke så struktureret udadtil, men i bund og grund ved jeg nøjagtig, hvad jeg skal have med, og hvor meget af det ene og det andet, det ved jeg fra sidste stævne. Eller jeg har i tankerne planlagt det mange gange og visualiseret forløbet. Jeg ser også for mig, jeg kommer i mål i den tid, jeg jagter, og netop derfor kan der være meget lille forskel mellem succes og fiasko.

Challenge Danmark var ikke anderledes. Jeg jagter i mit hoved 4 1/2 time på halv ironman distancen. Det blev ikke på Mallorca d. 9. Maj i år, ford jeg lige havde glemt at tage højde for bjergene og varmen på løbet, så de 4.53 dernede var egentlig en skuffelse, men oplevelsen var alligevel så fed, at vi vender tilbage næste år. Derfor måtte det være til Challenge Danmark, de 4 1/2 time skulle forsøges. Eller måske endda hurtigere, hvis alt spiller. Jeg sammenligner formentlig min performance med andre, der har større erfaring med triatlon end jeg selv, har svømmebaggrund, er meget stærkere på cyklen, ikke balancerer familielivet, fuldtidsjobbet og en hverdag hvor både Tanja, min hustru, og jeg begge er ivrige triatleter – nogle af de ting glemmer jeg, når jeg sætter mål for min egen præstation. Tanja har også sagt til mig, hun godt kunne tænke sig, jeg satte mig selv nogle mål, jeg nemmere kunne indfri. Men hvorfor så sætte mål? De skal, for mig, på én gang, være næsten uopnåelige og samtidig være lige der foran mig, så jeg motiveres til at yde mit bedste. Vores fælles coach, Malik fra iDPOET, har stor forståelse for vores målsætninger, og bakker os op, så det passer netop til os hver især. Min egen raceplan denne gang at give den alt, hvad jeg havde i mig, og derfor forsøgte jeg at finde en plads kort før svømmestart forrest i feltet, så var der jo ikke andet at gøre end at give den gas. Finder en, der svømmer lige lidt stærkere end mig, der virker til at have styr på ruten og ligger på fødder – men da han efter 3. bøje drejer kraftigt til højre, tænker jeg noget er galt, så jeg fortsætter en anden retning, der viser sig at være rigtig, og derfra ligger jeg vist selv og begynder at hente nogen med en anden farve hætte. Kommer op af vandet i 31.02. Små 3 min langsommere end på Mallorca, men 8 min hurtigere end halv distance i Jels i 2014, så fint tilfreds. Afsted på cyklen i et kontrolleret skift med overskud til highfive til et par kendte ansigter. Pulsen er typisk høj for mig, og jeg kører de første 10km med puls 170 og 40 km/t. Henter efter ca 15km Tanja og får råbt, “Jeg elsker diiiig” og hun råber tilbage “Hej skat – godt kørt”, hun startede 20min før mig, så det var første mål på vejen at hente hende. Jeg holder fint mine 230 watt, men pulsen er også høj, så der er ikke noget at sige til, jeg føler, jeg må bakke lidt af de sidste 10km, hvor vinden også tager lidt til, og svingene lidt flere. Jeg kommer ind med puls 160, 225 watt og 37.6 i snit. Mit løb var ikke med det forventede overskud, da jeg havde lidt ondt i maven. Havde ikke fået tisset på cyklen, heller ikke i T2, så måtte stoppe op på løbet for at findeud af om det kunne fjerne mine mavekramper lidt. Jeg gik gennem væskedepoterne, holdte mig til vand og cola til at starte med og efter 10km var maven ved at være ok. Men kommer ikke rigtig op i det ønskede pace, så må tage mig til takke med 4.29 i snit. Til et halvmarathon har jeg i 2014 præsteret at løbe 3.55, så jeg håber jo lidt på 4.00-4.10 under halv ironman, men et er håb, noget andet er realiteterne. Jeg har i dette forår også døjet med et højre knæ, der driller – og da jeg ikke typen, der lytter og holder mig i ro, så driller det stadig. Det tynger mig på løbet, og nu skal jeg ha’ styr på det. Jeg har overskud til en få en målstregsspurt og de sidste 300m løber 3.43 og pulsen stiger til 173. Det bliver derfor til et vildt råb, highfives og kæmpe forløsning, da jeg kommer i mål i tiden 4.36:31. Under løbet blev min målsætning, jeg skulle ind hurtigere end de 4.43 fra Jels 2014. Jeg holder ikke øje med den samlede tid, mens jeg er igang, men har en nogenlunde fornemmelse ud fra de splits, jeg ser. Jeg forsøgte at hænge på Chris McCormack inde ved hytterne omkring Lalandia, men må efter 200m ønske ham god tur. Jeg nyder den opbakning, Tanja og jeg møder fra venner og familie – det er guld værd, og jeg er rørt til tårer, når jeg får ungerne i favnen ved målstregen. Det betyder så meget, vi er sammen om det. Få minutter efter, jeg kom over målstregen går jeg rundt med vores knægt på 4 år i hånden, og han vil ivrigt vise mig legepladsen og hele Lalandia. Det er skønt, som ungernes syn på verden er så meget anderledes end, vi lige har været igennem. Vi gik rundt 15-20min og så skulle vi ud og tage imod Tanja. Vi fik begge lov at komme ind til målstregen og Liam fik lov at give Tanja medaljen om halsen og være den første til at give en krammer. Bla. her viser Challenge, at det er #itsallabouttheathelete og giver plads til familien. Følelserne får frit løb, når vi mødes ved målstregen og vi krammer hinanden tæt i flere minutter og bliver enige om, der er mange, vi skal ud at takke. Der var hep og tilråb på ruten fra venner og familie, vi ikke havde forventet at se, og det er ubeskriveligt, hvor meget det betyder. Alle de tidlige og sene træningspas er glemt, og kulminationen af rusen fra sejren over smerten de sidste timer og den opbakning fra familie, venner og med-triatleter, giver et sus. Jeg ønsker for alle, de kan opleve, hvad motion og fællesskab kan give af oplevelser. Vi er hooked. Vi er tossede med tri! Challenge Danmark var en succes. Der er nogle forbedringer, der nemt kan gøre stævnet til en bedre oplevelse, men alt i alt er jeg meget positivt overrasket over, hvor godt arrangeret det var, med to lokationer taget i betragtning – så en meget fornem debut. Vi ses i 2016. Planen for sæson 2015 blev lagt i efteråret 2014, og egentlig går vi nu på sommerferie. Meeeen, kommer der et stævne eller to de næste par måneder, der passer ind, så vil jeg nok være at se på startlinjen. Jeg elsker stemningen, nyder at møde nye inspirerende mennesker og ikke mindst være med til at motivere andre til at prøve kræfter med denne fantastiske sport.

Mål Henrik