Den værste oplevelse til dato….

De sidste 24 timer har været fyldt med bekymring, omsorg, frustration, venten, uvished, magtesløshed, gråd, vrede, lettelse, glæde, taknemmelighed, hygge, begejstring og lykke – hele posen fuld! Årsag: Liam❤️ Natten til fredag sidste uge, startede Liam med at have feber, snot og hoste. Ikke noget vi reagerede på til at startede med, da det nok bare var forkølelse. Min mut var heldigvis herovre, så hun passede ham, mens vi tog på arbejde. Onsdag eftermiddag registrerer min mit, at hans temperatur er 38,9 (den havde på daværende tidspunkt ikke været under 38 nogle af dagene), og da jeg kom hjem sent om aftenen var den steget igen.
Vi besøgte vagtlægen, selvom jeg nærmest vidste hvad de ville sige, og ganske rigtig: “Det er bare en virus…….!” Hun porede hans hals, lyttede på ham og kiggede i hans øre. Nothing more! Torsdag var jeg hjemme med ham, og det var noget af en slatten Liam. Han sov til middag i over 2 timer (er ikk sket i 1 1/2 år), og spiste ingen ting. Efter endnu lidt panodil, fik jeg ham med over efter Naja – det hjalp kortvarigt. Det varede ikke længe, før han igen lå i sofaen, og da han så vågner kl.18,20 og bare græder, kører vi alle 4 til vagtlægen igen. Han var utrøstelig, og lægen her tog hans infektionstal, som viste sig at være for høje! Thank you – der bliver lyttet til os. Så af afsted på apoteket kl.20 efter antibiotika og 1. dosering blev taget.
Hele natten sov han hos os, og kogte som en elkedel. Hurra for stikpiller (ligger nok i overforbrug på det tidspunkt). Fredag morgen er hans venstre øje hævet, og jeg beder Henrik kontakte lægen, for hvad ku det være? Allergisk reaktion?
Jeg tager på arbejde, og kl.13.45 får jeg fat i Henrik, der netop kom fra lægen med beskeden: “Ham skal indlægges!” Jeg fik lukket ned i en fart og af sted til børneafdelingen. Det eneste Liam kunne sige var: ” Mor – jeg vil hjææææææm!” Vi kom endelig til, og lægen budskab var til at starte med, at vi kom hjem igen, da penicillinen ikke rigtig havde fået lov at virke endnu (hun mente, han havde pande- bihulebetændelse og det havde sat sig i hans øje). Efter 15 min blev tonen en anden, da hun havde talt med øjenlægen, der ville have ham indlagt, da det ved forkert behandling kunne ende med at beskadige øjet og værste fald gå op i hjernen!!! OK – vi bliver 🙂
Herefter havde jeg den værste oplevelse i mit liv – der skulle lægges drop på ham, og hold nu kæft…… Jeg får det helt dårligt, ved at tænke på det igen! Uden at gå helt i detaljer (dem fik I på fjæsene i går), så har jeg aldrig hørt et skrig så højt fra Liam før – 3 gange, vel at mærke, fordi de ikke kunne ramme rigtigt….. Den lille dreng, som bogstaveligt talt blev lagt i spændetrøje af 3 voksne mennesker, for at få lagt den! Det var SÅ modbydeligt, at jeg ikke ønsker, at nogle andre skal prøve der samme.
Heldigvis vågnede jeg op til en helt ny dreng, der for første gang i 8 dage var uden feber 🙂 Appetitten var tilbage, han har leget og fjollet med storesøster, og her til aften, var vi “ude” (fik vi lov til af lægen). Så til trods for en MEGET kedelig start på vores ophold, så er jeg utrolig lettet over, at han tager så godt imod medicinen, og vi forhåbentlig snart kan komme hjem. Vi skal blive her til mandag so minimum, da de vil være helt sikre på, at hans øje er i orden, og han er tip top! Jeg fik endda selv medicin for sjælen her til eftermiddag – en god og frisk løbetur i Marielundsskoven, hvor jeg fik bearbejdet hændelsen fra i går….. Det havde jeg brug for!
Imorgen kommer vi hjem “på besøg”, da vi ikke er tvungen til at være imellem hans behandlinger (8 timers interval). Det bliver dejligt at komme lidt ud igen, selvom vi kun har været her kort – hjemme ER nu bedst❤️ Stakkels de familier, der skal være her flere dage el uger – det må være SÅ hårdt…. Jeg duer ikke til at være delt op som familie, det føles helt forkert! Så er lykkelig for, der er lys for enden af tunnellen lige om lidt 😉

20140222-211702.jpg