Karantæne på ubestemt tid….

For lige at starte med en opdatering siden sidst, så var jeg til kiropraktor i tirsdags, og havde igen håbet, at få grønt lys til at løbe igen. Denne gang havde jeg bevidst ikke taget løbetøjet med, da jeg ikke ville blive skuffet. Igen sagde han, at han kunne mærke forbedringer, men han var ikke helt tilfreds. Jeg fik ikke nogle nye øvelser med hjem, men fik i stedet beskeden, at jeg skulle skifte min seng ud! Hurra hurra – og hvem skal finansiere den?? Hvordan og hvor finder vi lige en ny seng, der er den rigtige? Hvis der er nogle, der har gode erfaringer med senge for dårlig ryg, så tager jeg gerne imod gode råd. Det bedste ville være, hvis jeg kunne få madrassen med hjem, prøve den nogle dage, og så vurdere og mærke ud fra det. Kan man det??

Indtil jeg har fundet den rigtige madras, må jeg stadig ikke løbe eller cykle…. Det har jeg det rigtig svært med. Så svært, at jeg ikke kan lade vær med at forsøge at løbe lidt. Hånden på hjertet, så har jeg de sidste 2 uger løbet 1-2 gange om ugen. Det har været rolige ture, og følelsen under løbet, er så fantastisk. Jeg er udemærket klar over, at det er dumt, tåbeligt og åndssvagt, men når jeg nu godt kan løbe, og kiropraktoren ikke har kunne mærke det på ryggen sidste gang (tværdigmod), så har jeg meget svært ved at overbevise mig selv, at det er en dårlig ide at tage ud og røre mig. Jeg føler mig frem, og forsøger at stoppe/sætte farten ned, hvis jeg kan mærke det gør ondt. Jeg kan ikke mærke noget i min ryg mere, men det trækker ofte ned i højre balde og baglår, og DET er ikke godt (det var egentlig årsagen til, at jeg kontaktede lægen i første omgang). Næste besøg hos kiropraktoren er derfor først, når jeg har fundet den nye seng, så p.t. er jeg i “karantæne” på ubestemt tid….

Jeg svømmer fortsat som en gal. Det bliver til 3-4 gange om ugen, og jeg rykker mig hver eneste gang. Det er ikke meget, men det gør bare, at jeg kan bevare modet og humøret 🙂 Hvis jeg skal være ærlig overfor mig selv, så føler jeg mig presset lidt op i et hjørne mht. min deltagelse i diverse stævner næste år. Hvis ikke jeg kan komme i gang med træningen fra januar, så tvivler jeg på, at jeg kan nå at blive klar til 1. stævne i starten af maj på Mallorca! Tidligere har jeg stillet til start “på rutinen” med 6 ugers forberedelse, men det tvivler jeg på, at jeg kan gøre igen, nu jeg ikke kan løbe. Mallorca er sgu ikke få småbørn, så det kræver altså en god og solid træning op til, og vurdere jeg umiddelbart at være fra januar. Jeg kan ikke holde min form ved lige kun ved at svømme, så uret begynder at tikke 🙁

Henrik er derimod lykkelig for, at han ikke skal planlægge sin træning efter min 😀 Så der er ikke noget så skidt, at det ikke er godt for noget andet (ville han nok sige). En anden positiv ting, hvis man kan sige noget positivt om det, så giver karantænen mig også mulighed for, at blive længere på arbejdet i øjeblikket. Vi er blevet stillet overfor en nærmest umulig opgave pga. Finanstilsynet, og det trækker virkelig tænder. Det kræver ufattelig meget af os som ansatte, men vi gør hvad vi kan for at komme i mål = ekstra timer på jobbet. Præcis i de situationer bruger jeg jo min træning, til at få “luft i kasketten”, og det savner jeg rigtig meget! Helt træningsfri er jeg ikke blevet, og det er også en af årsagen til, at jeg har trodset lægens ord, og løbet et par ture. Dumt? Måske, men det hjælper mig psykisk og holder mig oppe.

Ungerne sætter også pris på, jeg er mere hjemme sammen med dem. Ikke at de før har klaget over, jeg ikke er til stede pga. træning, da jeg træner tidligt, men der er bare en anden ro over familien. “Gør det du er bedst til!”. Naja har lige haft fødselsdag, om lidt er det jul og inden vi ser os om, så har vi taget hul på et nyt år! Er stadig optimistisk og tror på, at 2016 bliver MIT triathlon år. Nyd livet og lev i nuet! Livet er en gave ❤️
familie