Vil tilbage !!

2 halvmaratons (+ det løse) på 1 uge var lige før ikke lykkes mig…. Lørdag d.6.maj kl.19.15 stod jeg klar til at løbe Lillebælt halvmaraton sammen med 10.000 andre, og lige inden starten går, tænkte jeg MANGE gange: Ej, jeg orker det simpelthen ikke!!! Jeg møssede Henrik og Lukas på gensyn godt 15 min. inden start, og havde alleer mest lyst til, at finde dem igen, og hygge med dem. Naja og Liam var taget med farmor og farfar hjem efter en familiefødselsdag. Jo jo vi klarede da lige 4 timers familiefødsda inden løbet! Jeg havde taget min egen frokost med, så jeg var sikker på, jeg fik noget ordentlig mad til senere. Det resulterede også i, at jeg kl.18.30 var skrup sulten, da jeg ikke havde spist siden kl.14….. 

10 min. inden start slugte jeg en preworkout, og af sted det gik. Jeg var spændt på, hvordan kroppen reagerede på at løbe så sent, og om jeg kunne holde det ønskede pace på 5 min.pr.km. Jeg havde valgt, at løbe i newton – det fortrød jeg de sidste 2 km. – og planlagt energiindtag fra gel ved 8 og 16 kilometer. De første 11-12 km. gik overraskende godt, og 1. tur over broen var helt fantastisk! Vejret var som et maleri, der var ingen vind og solen var smukt på vej ned – wauuuuu!! Turen tilbage var derimod meget lang og tung – det var som om, toppen rykkede sig for hvert skridt jeg tog. Det kunne mærkes og ses på mine tider, at den hev tænder ud, og jeg kæmpede imod mig selv. Omkring 16 km. kunne jeg pludselig se Henrik og Lukas 😀 Jeg stoppede og gav dem begge en møsser, og blev fuldstændig fyldt op af energi igen! Shit, det gør bare meget, at få lidt opbakning – det var bare SÅ godt timet. Fra 16-19 km. gik det egentlig okay, men pludselig begyndte det at brænde helt sindsygt i mit venstre skinneben. Fåååååck – hvad f***** er nu det??? Aldrig har jeg mærket noget så ubehageligt – det føltes virkelig som om, der var en der bare skar i mig! Jeg var slet ikke i tvivl om, at årsagen var valget af løbesko…. Newton er nemlig forfods sko og ideelle til intervaller. Det første der fløj gennem hovedet på mig var “Pis!!! Nu kan jeg ikke løbe på lørdag på Mallorca 🙁 Hvad skal jeg sige til pigerne? ” og jeg var ved at stoppe, da jeg ikke ville risikere næste løb. Jeg sagde flere gange til mig selv, at det var ligemeget, og jeg bare kunne gå de sidste kilometer hjem, men strømmen af glade mennesker, fik mig til at fortsætte. “I er der næsten! Kom nu!”, og lige inden mål, så jeg Henrik og Lukas igen, som roste mig for min OK tid alt taget i betragtning 🙂 Jeg ender med at komme i mål på 1:44:30 = pace 4:56 pr./km. Jeg var ovenud tilfreds med resultatet, da jeg ikke har gennemført distancen under 5 min.pr./km. i flere år! Og bedst af alt, så havde jeg INGEN maveproblemer – wuhuuuuuuu 😀 Vi var ret sent hjemme, men Lukas var bare SÅ sej og klarede det så flot!!! Det var ikk hans skyld, at jeg nærmest ikke sov den nat – kroppen var fuldstændig fyldt op med koffein og sukker grundet mit energiindtag 😛 Og sæføli pga. ømhed i stænger og ryg.

De næste par dage blev jeg tapet op med KT-tape på mit skinneben, og det hjalp VIRKELIG!! Jeg løb en let tur mandag, og onsdag, hvor vi skulle flyve til Mallorca kl.17, får jeg pludselig hold i min lænd mit under løbet… Ej nej nej!!! Ikke nu 🙁 Jeg måtte gå næsten 2 km. hjem, da jeg bare ikke kunne løbe. Jeg var grædefærdig. Jeg satte min lid til, at Christian Stamer fra Kiropraktorne i Kolding kunne finde en akut tid til mig – og det gjorde han! 2 timer inden vi kørte mod lufthavnen. Lucky me! Vi ankom til hotellet meget sent onsdag aften, og de næste par dage levede jeg af hestepiller pga smerter. Fredag luntede jeg en tur i “vores hood” op og ned af den blå sti på Playa Alcudia, og det føltes ok. Shit, jeg var lettet! Tøserne jeg skulle lave stafetten med, var advaret om et tilbagefald, og heldigvis var deres indstilling, at vi gjorde det for sjov. Det gav mig ro på, da jeg HADER, at skuffe andre…. 

Raceday lørdag morgen d.13.maj smuttede jeg alene ned til stranden, for at heppe på Alexia, der skulle klare svømmedelen. Stemningen var fantastisk, og jeg fik helt lyst til selv at hoppe i vandet 🙂 Vandet var fuldstændig modsat sidste år, hvor der var bølger, brandmænd og regnvejr – det kunne ikke være en bedre start. Det resulterede i, at Alexia lavede PR!! Det gav Jeanett, der skulle cykle, blod på tanden, og hun trampede af sted på jernhesten efter hun fik chippen. Imens hun kæmpede op ad bjerget, fandt jeg ungerne og Henrik, og vi gik sammen tilbage til hotellet, hvor vi slappede lidt. Lukas var fuldstændig ved siden af sig selv, og var nærmest utrøstelig…. Det stressede mig lidt 🙁 Det var som om han kunne mærke, at vores opmærksomhed var et andet sted. Det viste sig så, at han havde fået en tand mere, så det forklarede en del! Da jeg endelig havde fået ham til at sove, smuttede jeg ned i skiftezonen, og gjorde klar til en meget meget varm løbetur (der var vel 30 grader)! Endelig kom Jeanett ind, og jeg fik sat chippen på min ankel, og af sted jeg løb. Jeg åd så mange atleter turen rundt, også selvom jeg faktisk ikke løb ret stærkt, men det gav mig motivation, da jeg var ved at gå kold på 2. runde. Jeg stod stille og drak ved HVERT depot pga. varmen, og det kostede en del på tiden. Jeg håbede, at kunne løbe lidt hurtigere end til Lillebælt, men varmen fik mig! Jeg var egentlig også skide ligeglad på sidste omgang – nu glædede jeg mig bare til, at kunne løbe op af finisher linjen med de 2 andre, og nyde fejringen de sidste meter op til mål. Uanset om man laver hele distancen selv eller sammen med andre, så er det bare for vildt, at løbe op af det røde tæppe mod mål! Det er for fedt 😀 Jeg endte med at løbe på 1:47:48 = pace 5:06 pr./km. Igen er jeg enormt tilfreds med resultatet! Det blev fejret med en donut og kys og kram fra min dejlige familie og venner 😛 Uden dem, ville det bare ikke være det samme, at gennemføre de her løb.

Jeg har fået SÅ meget blod på tanden, for at tage fat i tri igen. Jeg vil utrolig gerne stille til start igen næste år – og meget gerne med min partner in crime ved min side! Det ville være det ultimative, hvis vi kan få det til at fungerer, men ved også godt, hvad jeg værdsætter mest. MEN selvom vi er forældre, så er der ikke nogle der siger, at vi ikke kan gøre noget for os selv – om det så er at jagte en drøm om at lave tri igen, være karrieremenneske, fodboldfan, gå i byen eller noget helt andet, så skal vi altså gøre det, der gør os glade, giver os energi og overskud. Vi lever kun én gang !