Keep smiling

Jeg havde pakket en taske med løbetøj her til morgen, da jeg lidt håbede på, at min kiropraktor gav mig grønt lys til at kunne træne normalt igen. De sidste 14 dage har været meget blandet for mig, da jeg pludselig fik taget min træning fra mig – dog med undtagelse af svømningen. Jeg har i perioden flyttet mit fokus 100% over på min svømning, og er mere eller mindre gået allin – især på udstyret 😀 Det har bevirket, at jeg faktisk har haft nogle FEDE svømmetimer (3-4 gange om ugen), og har rykket mig små skridt HVER gang. Det gør mig glad! Det er ikke ret meget på uret, det rykker, men jeg forsøger finde det positive, så jeg ikke mister modet i den her nu mørke og lidt kolde tid.

Sidste søndag skulle jeg have løbet Vejle Ådal halvmarathon, men det måtte jeg jo ikke for min behandler. Om morgenen fik jeg den skøre ide, at RULLE turen, og det fik jeg OK til af løbsarrangøren. Jeg har ikke stået på rulleskøjter i, ja, gud ved hvor mange år, og imponerende nok, så kunne de stadig rulle. At jeg så lignede Bambi på glatis de første par km. er en helt anden snak 😛 Planen med at følges med min veninde rundt faldt hurtigt til jorden, da jeg ikke var tryg nok på rullerne, og min fart var ALT for langsom i forhold til hendes planlagte løbetempo. En tur der skulle være sjov, endte med at blive det stik modsatte….. Til at starte med smilede jeg bare over de latterlige kommentar, jeg fik, men som tiden og kilometerne gik, så blev jeg til sidst faktisk rigtig ked af det! Det havde jeg ikke lige taget med i min plan på rulleskøjter, så efter knap 7 km. valgte jeg at vende om. Mest pga. manglende plads på stien men også pga. løbernes kommentar. Det gjorde sgu ondt! Heldigvis kom jeg tids nok tilbage til mål, og kunne råbe Helle hjem 😀 Det var jo egentlig også det jeg var kommet for!

I søndags havde jeg lige et par fritimer, og det udnyttede jeg med en tur på rullerne. Det var modsat sidste søndag en rigtig god og dejlig tur! Jeg undgik dog ikke en tur i krattet 😛 , men jeg fik øvet mig på at bremse og blev mere fortrolig på hjulene. I stedet for at grave mig ned de næste 3 uger, og ikke kunne træne det jeg elsker alleer mest, så har jeg valgt, at finde en anden måde at røre mig på, som skåner mit bækken, ryg og hofte. LOOK ON THE BRIGHT SIDE 😉

Om under 14 dage bliver vores store pige 6 år, så mon ikke jeg vil komme til at bruge en del tid på det? Så kommer jeg forhåbentlig ikke til at tænke så meget over, jeg ikke må træne. Det lyder sygt, at jeg har det sådan, men træning er blevet (og har altid været) så stor en del i mit/vores liv, at det er som at skære det ene ben af mig, ved at tage min træning fra mig. At skulle se alle de røde træningspas fra vores coach Malik, gør det ikke bedre….. Jeg er helt sikkert bange for at komme i dårlig form, blive tyk eller andet tosset, så det er også noget af det, jeg arbejder med. Jeg håber på, at det er investeringen værd, så jeg kommer stærkt tilbage! HOPES ARE UP HIGH ❤️