Verdens største fest!

Det er nu et par dage siden, jeg fik fornøjelsen af at være deltager til årets fest: BERLIN marathon 2014, og har derfor haft lidt tid til at bearbejde alle indtryk, oplevelsen og min præstation. Til jer der kender mig: sæt jer godt til rette 🙂
Vi, Henrik og vores vidunderlige veninde Nina, landede i Berlin sent fredag aften, og havde derfor hele lørdagen til at finde ud af hvor vi var, løbe mit sidste pas og hente startnummer. En rigtig dejlig dag som mest gik op i praktik og indtagelse af mad 😀 Jeg fik en okay nats søvn, men vågnede med den vildeste nervøsitet og sommerfugle i maven! Hvor kom dét fra?? Jeg var på randen til at tude flere gange, inden jeg tog afsked med Henrik og Nina, og havde ingen appetit – det mærkede jeg så senere…. Vi aftalte, at de ville “fange mig” ved 20-21 km, så jeg kunne få skiftet mine flasker med energi, og igen ved 37 km, da det ifl kortet lå tæt på hinanden.
Jeg fandt min startgruppe, efter at have flashed min hvide bagdel, da jeg ikke magtede tissekøen, og stod klar ca 30 min før start. Det var helt vildt koldt, så kroppen brugte en del energi på at holde mig varm (læs ryste). Vi blev skudt af sted kl.08.55, og nåede lige inden jeg krydsede startmåtten, at rive bukserne ned for at tisse igen – SÅ var jeg klar 😀
Målet for mig var, at gennemføre UDEN at måtte ned og gå, og undgå for mange toiletbesøg – det mente jeg ikke, var for meget at forlange! Jeg startede roligt ud, og følte mig klar. Desværre mærkede jeg allerede ved 4 km, at det ville blive en tur med toiletstop 🙁 Jeg skubbede tankerne væk , og fortsatte i god stil, og drak mit energi hver 2. km. Jeg havde det super! Flaskerne var ved at være tomme ved 20 km, og jeg så frem til at se mine heppere og få et boost. Efter at have løbet 1 1/2 km med mine tomme flasker i hænderne, og jeg havde passeret 21 1/2 km, puttede jeg dem tilbage i bæltet, da jeg blev klar over, jeg ikke mødte dem. Øv, den var svær at sluge…. Det havde jeg slet ikk forberedt mig mentalt på, så det var en ordentlig mavepuster. Herefter gik det kun ned ad bakke. Jeg måtte stoppe ved depotet ved 23 km for at fylde mine flasker, og så måtte jeg på toilettet, da jeg ikk ku holde mig mer! Tiden gik baglæns for mig, og syns godt nok der var langt til 37 km, hvor jeg forhåbentlig ville møde dem! Omkring de 26 km fik jeg de ledeste smerter i begge hofter, og det blev værre og værre…. Jeg måtte ned og gå flere gange, hev mig selv op igen, og tænkte hele tiden: smerten er kun midlertidig – keep on running! Jeg løb ude i siden, for at være til mindst gene for andre, hvilket vat et godt træk – fandt jeg ud af 🙂 Flere heppede på mig, da de ku se, jeg var presset, og det gav mig vilje og styrke til at fortsætte! Det var fantastisk. Efter utallige opfyldninger af vand i mine flasker og et enkelt toiletbesøg mere, ramte jeg de 37 km og pludselig ser jeg Henrik – jeg havde mest af alt lyst til at tude af smerte, men klumpen blev siddende i halsen, og deres opbakning fik mig igennem de sidste 5 km (som føltes som 10…..). Jeg kan ikke rigtig huske, hvordan jeg kom dertil, med de sidste 1-2 km var det hele værd! Shit for en fed stemning, opbakning og afslutning – wau! Jeg havde forberedt mig på tomheden bagefter, hvor jeg ikke kunne kramme nogle jeg virkelig holdte af, så jeg fældede bare nogle glædestårer for mig selv, og nød at medaljen blev hængt om min hals med mit navn nævnt❤️ Ufatteligt vi kan få vores kroppe til at lystre, når den kæmper imod med alt den kan!
Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg var tilfreds, til trods for at jeg blev nr.1.467 ud af 40.000 (top 4, som Henrik så opmuntrende fortæller mig), og nr.273 i min agegroup +30. Jeg gennemførte på 3:55:15, hvilket blev 10:15 langsommere end mit ønske, men jeg KUNNE ikke…. Det gjorde simpelthen for ondt! Jeg sagde flere gange til mig selv undervejs: Jeg gør det aldrig mer! men stædig som jeg er, så kan det simpelthen ikke passe, at jeg ikke kan gennemføre UDEN at få smerter der tvinger mig til at gå, når SÅ mange andre kan – det må ku løses 😉 Jeg kunne sagtens finde på, at tilmelde mig igen, i håb om at kunne mestre det, og ikke mindst kunne dele oplevelsen og festen SAMMEN med Henrik i stedet for hver for sig❤️

IMG_0779.JPG